Selv dronning Victoria skal efter sigende have købt et eksemplar af Robert Louis Stevensons ro-man Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886), der i løbet af de første seks måneder efter udgivelsen solgte 40.000 eksemplarer alene i Storbritannien. Stevensons fortælling om doktoren, som i sit laboratorium finder frem til et kemisk præparat, der gør det muligt at skifte personlighed fra den respektable Henry Jekyll til den dekadente og amoralske Edward Hyde, ramte læserne i det victorianske England dybt. I eftertiden og op til i dag har den sidste del af romanens titel, Dr. Jekyll and Mr. Hyde, fungeret som et populært udtryk for personlighedsspaltning eller, som det hedder i psykologisk fagsprog, multipel personlighedsforstyrrelse. Ikke mindst af den grund er det interessant at undersøge, hvor Stevenson fandt inspiration til Jekylls gådefulde dobbeltgænger, Mr. Hyde.
Efter Stevensons død berettede hans enke, hvordan hun en nat i efteråret 1885 vækkede sin mand under hans urolige søvn midt i det, han beskrev som en ”prægtig spændingshistorie”. Drømmen indeholdt tre scener, der kom til at indgå i Strange Case, og betød således et væsentligt gennembrud i skriveprocessen. Uden kendskab til Stevensons foregående studier kunne man tro, at drømmen var et øjebliks guddommelig inspiration, der skabte figuren Henry Jekyll/Edward Hyde ud af intet. Ved nærmere eftersyn har drømmen imidlertid snarere fået nogle af de temaer, som Stevenson i længere tid havde arbejdet med, til at falde på plads. Skikkelsen, der optrådte i Stevensons drøm, kan således betragtes som en fortætning af visse spørgsmål fra samtidens vi-denskab, der optog forfatteren.
Som denne artikel vil vise, fremstår Strange Case og særligt konstruktionen af Hyde ved nærmere eftersyn som en eklektisk blanding af elementer fra flere videnskabelige traditioner. Strange Case er skrevet i en brydningstid, præget af kampe mellem indbyrdes stridende skoler i videnskaben: på den ene side positivismen, der var grundlagt af franskmanden Auguste Comte. I en forelæsningsrække i perioden 1829-1846 (senere udgivet under titlen Le Cours de la philosophie positive) havde han fremlagt skitserne til en universel videnskabsfilosofi i direkte opposition til romantikkens spekulative, metafysiske filosofi. Positivismen tog udgangspunkt i en filosofisk materialisme, der reducerede verden til materielle processer og mekaniske love, og kom inden for psykologien til at betyde et grundsyn, der betragtede psyken som et produkt af fysiologiske pro-cesser i den menneskelige mekanisme. Men i løbet af 1880’erne begyndte en ny dynamisk psyko-logi, der byggede på et rent psykologisk (ikke fysiologisk) grundlag, at bryde frem, lige som der i denne periode opstod en voksende interesse for parapsykologien.
Omtrent samtidig med udgivelsen af Strange Case kan der spores en begyndende modstand mod positivismen hos forfattere som Henri Bergson, Edmund Husserl, Sigmund Freud og Josef Breuer, der var fælles om at kritisere positivismen for at ignorere de psykiske kræfter, der ikke kunne forstås ud fra et rent og skært fysiologisk grundlag, men som ikke desto mindre var psyki-ske realiteter. I forhold til den positivistiske psykologi, hvis indvirkning på litteraturen i slutningen af det nittende århundrede er veldokumenteret, har arven fra denne dynamiske psykologi og fra parapsykologien i høj grad været overset, hvilket kan hænge sammen med, at dette område også i psykologihistorien generelt er undervurderet.
Ikke desto mindre er det dokumenteret, at Stevenson havde en tæt forbindelse til netop den dynamiske psykologi og parapsykologien. Stevensons navn er at finde på en medlemsliste fra 1892 for The Society of Psychical Research – et forbund, der blev grundlagt i 1882 med det formål at undersøge parapsykologiske fænomener. Og allerede i midten af firserne var Stevenson begyndt at følge forskningen i fransk psykologi: han korresponderede under arbejdet med Strange Case med fransk psykologis store udforsker af det ubevidste, Pierre Janet , og Stevensons enke berettede senere, hvordan forfatteren fik selve grundidéen til værket under læsningen af en artikel om det ubevidste i et fransk videnskabeligt tidsskrift.
Hovedindspirationen til grundtemaet i Strange Case må først og fremmest findes inden for ud-forskningen af to fænomener, der i midten af 1880’erne i høj grad optog europæisk og i særde-leshed fransk videnskab meget, nemlig hypnose og multipel personlighedsforstyrrelse. I 1882 var den verdensberømte franske neurolog Jean Martin Charcot trådt frem for l’Académie des Sciences i Paris for at offentliggøre resultaterne af sine eksperimenter med hypnosen. Dermed medvirkede Charcot kraftigt til, at hypnosen kort efter blev anerkendt af den officielle videnskab i Frankrig, og at antallet af udgivelser om emnet efterfølgende voksede eksplosivt. Max Dessoir kunne allerede i 1888 tælle 801 nye udgivelser om hypnosen i sin Bibliographie des modernen Hypnotismus (uden at medregne skønlitteratur, tidsskriftsartikler og populærvidenska¬be¬lig skrifter), og i andenudga-ven, der blev udgivet blot to år senere, kunne han føje 382 nye udgivelser til biografien. Interes-sens store omfang synliggøres af det faktum, at mere end hundrede førende franske forskere samt en perlerække af tidens fremmeste psykologer (bl.a. William James, Pierre Janet og Sigmund Freud) i 1889 samledes til den første internationale kongres for hypnose ved Verdensudstillingen i Paris. Hypnosens indlemmelse i den officielle videnskab fik stor betydning for psykologien i 1880’erne, fordi den gjorde det muligt at foretage kontrollerede eksperimenter med selve den menneskelige bevidsthed.
Hypnosen blev et vigtigt redskab i undersøgelsen af det ubevidste og udforskningen af en lang række patologiske fænomener. Det kan undre, at hypnoseforskningens rolle for Strange Case ofte undervurderes eller helt overses, når hypnosen i disse år spillede en så central rolle i europæisk videnskab, og når det er et faktum, at hypnosen gjorde det muligt artifi-cielt at fremkalde personlighedsændringer meget lig dem, Dr. Jekyll udretter i sit laboratorium. Under hypnosen fremkaldtes en sekundær personlighed, der adskilte sig fra normalpersonligheden. Periodens faglitteratur beretter om personer, der begyndte at alternere spontant mellem to personligheder efter at være blev hypnotiseret et stort antal gange – nøjagtigt som det er tilfældet i Strange Case. Multipel personlighedsforstyrrelse var således et andet fænomen, der i 1880’erne i høj grad havde videnskabens interesse.
I den afsluttende epistel i Strange Case beretter Dr. Jekyll, hvordan han via indtagelsen af et kemisk præparat har rystet “selve identitetens bastion” (86). Denne “identitetens bastion” må imidlertid siges at være blevet rystet allerede længe inden indtagelsen af det kemiske pulver, for Jekyll har langt tidligere opdaget, at menneskesindet ikke er ét, men kendetegnet ved en ”grundlæggende og primitiv dualitet” (84):
”Jeg indså at der var to naturer, der kappedes i mit bevidsthedsfelt, og dersom man med rette kunne sige, at jeg var den ene af disse to, så var det udelukkende fordi jeg dybest set var dem begge, og fra en tidlig alder, allerede før mine videnskabelige opdagelser var begyndt at antyde for mig den direkte nøgne mulighed for et sådant mirakel, var jeg begyndt med glæde at forestille mig adskillelsen af disse elementer, således at dette blev en kær dagdrøm for mig.” (pp. 84-5)
Splittelsen i Jekylls bevidsthed fremkaldes med andre ord ikke af det kemiske stof; Jekyll og Hyde isoleres blot ved indtagelsen af det kemiske præparat og eksisterer allerede inden da som to vel-definerede psykiske enheder. Tanken om bevidstheden som en sammensat størrelse, bestående af modsatrettede og indbyrdes stridige kræfter, er et hovedtema i 1880’ernes videnskab og litteratur. At Stevenson har fattet interessere for disse temaer er ikke overraskende, når man holder hans tætte forbindelse til fransk psykologi for øje. Psykologien i Frankrig interesserede sig særligt for det psykopatologiske område, for personlighedsspaltning og ubevidste bevidsthedsprocesser, ligesom man diskuterede gyldigheden af de traditionelle subjektmodeller og de juridiske konse-kvenser af denne revurdering – alle temaer, der står centralt i Strange Case.
Den gængse definition af multipel personlighedsforstyrrelse forudsætter eksistensen af to eller flere forskellige personligheder i samme individ, hver for sig dominerende (samtidigt eller på forskellige tidspunkter) og hver især med en følelse af egen individualitet. Sammenlignes Jekylls selvdiagnose i det afsluttende epistel med denne definition, træder lighederne tydeligt frem: ”Mine to naturer havde fælles hukommelse, men alle andre evner (faculties) var fordelt såre ulige mellem dem” (95). Også den store forskel i Jekylls og Hydes karaktertræk ligger tæt på den klini-ske virkelighed. I 1880’ernes mest indflydelsesrige værk om multipel personlighedsforstyrrelse, L’hypnotisme, double conscience et altérations de la personnalité (1887), beskriver Etienne Eugène Azam således, hvordan en patient, der lider af sygdommen, Félida X, veksler mellem i normal-tilstanden (l’état ordinaire) at være seriøs, trist og følelsesmæssig afstumpet og i sin anden tilstand (condition seconde) at være munter, følelsesmæssigt let påvirkelig og åndeligt mere vågen. Ligeledes indeholder samtidens faglitteratur talrige beskrivelser af de store forskelle mellem de udspaltede personligheders æstetiske, ideologiske, etiske og religiøse værdier, som det f.eks. kommer til udtryk, da Hyde med blasfemiske kommentarer overstreger et religiøst værk, som Jekyll sætter stor pris på (69).
Opgøret med det autonome og transparente jeg, der siden Descartes havde været dominerende i filosofien, er et centralt aspekt af videnskaben og litteraturen mod slutningen af det nittende år-hundrede. Omtrent samtidig med udgivelsen af Strange Case skrev Nietzsche: ”Med dette ord, [sjæleatomistik], skulle det være tilladt at betegne den overbevisning, at sjælen er givet som noget uudsletteligt, evigt, udeleligt, som en monade, som et atom: denne overbevisning bør udryddes af videnskaben!”. Allerede den fysiologiske psykologi havde ud fra et materialistisk udgangspunkt gjort op med det kartesianske subjekt ved at definere personligheden som et produkt af konstante forandringer i den fysiologiske organisme. Denne tanke er et centralt element i den franske filosof, litteraturkritiker og psykolog Hippolyte Taines indflydelsesrige psykologiske værk De l’intelligence (1870), der postulerer et parallelitetsforhold mellem psyken og kroppen: “Lige som den levende krop er en polypkoloni af gensidigt afhængige celler, er den handlende ånd en polypkoloni af gensidigt afhængige billeder”. Flere passager i Stevensons værk er næsten ordrette gengivelser af Taines værk. Det er f.eks. tilfældet, når Stevenson karakteriserer psyken som “et samfund af mangfoldige uforenelige og adskilte individer” (84). Også selve grundtemaet i Strange Case, splittelsen af psyken via intagelsen af et kemisk præparat, tager udgangpunkt i den materialistiske tradition, som Taine udspringer af:
“Lad det da være nok at sige, at jeg ikke blot indså, at mit legeme ikke var andet end en aura og en udstråling af visse af de kræfter, der udgjorde min ånd, men at det også lykkedes mig at blande et stof, hvorved disse kræfter kunne styrtes af tronen” (86)
Teorien om psyken som et produkt af kemisk-fysiologiske processer og forestillingen om en ændring af selvsamme processer via et kemisk præparat, er tydeligvis beslægtede. Både hypnosen og multipel personlighedsforstyrrelse kunne anvendes i angrebet på de traditionelle personlig-hedsmodeller, den fysiologiske psykologi havde indledt. Valgte man, som f.eks. den franske hyp-notist Hippolyte Bernheim gjorde det, at anskue hypnosen ikke som en patologisk tilstand, der var udtryk for neurologiske defekter, men som en almenmenne¬skelig og rask tilstand, måtte det nød-vendigvis føre til forbehold over for de traditionelle personlighedsmodeller. Hypnosen og multipel personlighedsforstyrrelse blev slagkraftige argumenter i bevisførelsen mod idéen om personlighe-den som en transcendental, metafysisk enhed. For hvis personligheden kunne fordobles eller fler-dobles (som det skete under hypnose eller i den multiple personlighedsforstyrrelse), hvordan kunne jeg’et da have en fast kerne? Ydermere pegede hypnosen og den multiple personligheds-forstyrrelse på problemer ved den fysiologiske psykologis materialistiske grundteori: der var kun én organisme, men da eksistensen af to eller flere personligheder i samme individ var mulig, syn-tes de teorier, der var baseret på et rent materialistisk grundlag - herunder teorien om, at splittel-sen i personligheden skyldtes, at menneskehjernen fra naturens side var delt i to hjernedele - at spille fallit. I kølvandet på hypnoseforskningen og studiet af multipel personlighedsforstyrrelse begyndte di- og polypsykiske modeller at vinde indpas i videnskaben og litteteraturen. Forbindes hypnoseteorien, der viste muligheden af artificielt fremkaldte personlighedsændringer, og de fy-siologiske personlighedsteorier, der fremstillede bevidstheden som et produkt af den fysiologiske organisme, er der ikke langt til forestillingen om muligheden for en personlighedsændring provo-keret af et kemisk præparat, som det fremstilles i Strange Case.
Mod slutningen af århundredet begyndte litteraturen at skildre subjekter, der var væsensfor-skellige fra det kartesianske transparente og rationelle jeg – subjekter, der regeredes af indflydel-ser uden for jeg’ets kontrol og kræfter i sjælelivets mørklagte regioner. Georg Brandes formulere-de denne nye indsigt således: ”Der er skjult i os en Skabning, som vi ikke kender og om hvilken vi aldrig véd, om den ikke netop er det modsatte af det Væsen, vi tror at være.” Året før Steven-son skrev Strange Case, udkom den franske forfatter Guy de Maupassants fortælling Un fou. Den beskriver en dommer, der under dække af sit ærværdige erhverv lever et dobbeltliv, men til for-skel fra Jekyll slipper han af sted med sine skrupelløse forbrydelser, der først afsløres efter hans død med offentliggørelsen af hans dagbog. Maupassant og Stevenson var imidlertid langt fra de eneste forfattere i perioden, der interesserede sig for dette tema.”Det er paafaldende, i hvor høj Grad den sidste Tids Digtning hos dens mest fremragende europæiske Repræsentanter er sysselsat med Forestillingen om en Dobbelthed i vort Væsen”, skrev Georg Brandes i 1890. Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray (1891), Selma Lagerlöfs En Herregaardshistorie (1897) og talrige af Maupassants andre fortællinger fra 1880’erne, herunder bl.a. Le Horla (1887), er andre kendte variationer over temaet. Parallelt med beskrivelserne af individer med to eller flere personligheder, fremstillede litteraturen personlighedsspaltninger, der fremtrådte som en kamp mellem modsatrettede kræfter i én personlighed. Hamsuns Sult (1890) kan bruges som eksempel. Her er jeg’et ofte reduceret til en passiv tilskuer til de ubevidste processer, der kontrollerer bevidstheden:
Den af Freud formulerede indsigt, at jeg’et ikke er herre i sit eget hus, er med andre ord foregre-bet i en lang række af periodens værker, skrevet af forfattere der rettede sig mod den samtidige psykologiske forskning og temaer som multipel personlighedsforstyrrelse og hypnose.
”Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb sammen derinde under Kaleschen, saa ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og gav mig til at passiare idiotisk med sig selv. Vanviddet raser mig gennem Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over.”
Hypnoseforskningen satte en række nye temaer på videnskabens dagsorden, og Stevensons værk er tydeligvis præget af disse diskussioner i samtiden. Allerede titlens brug af ordet ”Case” antyder, at det juridiske aspekt spiller en væsentlig rolle i fortællingen. Forbrydelse under hypno-se/suggestion var kommet i offentlighedens søgelys med den såkaldte Castellan-sag (1865), hvor Castellan blev dømt til 12 års straffearbejde for at suggerere en ung pige til at have en affære med ham. I Fenayrou-sagen fra 1882 blev Gabrielle Fenayrou sendt i straffelejr og hendes mand dømt til døden (men dog senere benådet), efter at han under hypnosen havde fået hende til at medvirke i drabet på hendes elsker, og i 1886 blev Henri Chambige dømt til syv års fysisk hårdt arbejde i Chambige-sagen grundet mistanke om suggestion under hypnose.
Både hypnosen og multipel personlighedsforstyrrelse havde været med til at sætte spørgsmålstegn ved retsvidenskabens grundprincipper, der byggede på et subjektbegreb, der be-tragtede personligheden som én og uforanderlig. Hvis det var rigtigt, som den videnskabelige un-dersøgelse af hypnosen og multipel personlighedsforstyrrelse antydede, at subjektet var mere end den transcendentale, metafysiske enhed, filosofien siden Descartes havde præsenteret, fik det afgørende konsekvenser ikke blot inden for psykologien, men også på retsområdet. Åbningsscenen i Strange Case tager netop udgangspunkt i et juridisk dokument, Jekylls testamente, og senere er checken og brevene med til at rejse visse juridiske spørgsmål. Testamentet, checken (un-derskrevet af Hyde, men med Jekylls håndskrift) og brevene (skrevet af Hyde, men med Jekylls underskrift) er alle dokumenter, der forudsætter jeg’ets identitet. Ligeledes ligger Jekylls diskussion af samvittighedsbegrebet i forlængelse af de retsmedicinske diskussioner. Samvittigheden – den indre, psykologiske retsinstans, der sørger for individets selvjustits – er den udløsende faktor for Jekylls eksperimenteren og den egentlige grund til, at han indtager den kemiske blanding for således at adskille de modsatrettede og stridende bevidsthedselementer og dermed skabe fred i sindet: ”Det var menneskehedens forbandelse, at disse uforenelige knipper i bevidsthedens pinte skød uafladeligt skulle kæmpe mod hverandre.” (85). Overvejelserne omkring forholdet mellem bevidsthedsdelene, der i en parentes bemærket har klare ligheder med Freuds senere beskrivelser af samvittigheden som en kamp mellem Über-Ich og Es, bliver senere et centralt tema i Jekylls refleksioner:
”Tænk engang - jeg eksisterede end ikke! Lad mig bare slippe inden for døren til mit laboratorium, giv mig et sekund eller to til at blande og nedsvælge den blanding, jeg altid havde stående parat, og hvad Edward Hyde end måtte have bedrevet, ville han forsvinde som et åndepust på et spejl, og i hans sted ville Henry Jekyll, en mand der kunne tillade sig at le ad den mindste mistanke, sidde stilfærdigt derhjemme og pudse væggen i sit studerekammers midnatslampe.” (91)
Hvis Jekyll altså rent juridisk mener at have sit på det tørre, efter at han har splittet ”Hyde” og ”Jekyll” ad i bevidstheden, slipper han ikke af med den dårlige samvittighed: efter indtagelsen af det kemiske stof hjemsøges han af mindet om Hydes handlinger, selvom det ikke er ham, Jekyll, der har udført dem. Han lider tilsyneladende af et skizofrent forhold til sin sekundære personlighed, idet han veksler mellem samvittighedskvaler og ansvarsfornægtelse i forhold til Hydes handlinger: ”Det var jo Hyde, og kun Hyde, der bar skylden” (91).
Hypnose og multipel personlighedsforstyrrelse tvang videnskaben til at tage stilling til de juridiske konsekvenser af, at mennesket kunne handle ud fra motiver, der stammede fra fraspal-tede personlighedselementer, som hypnosen og multipel personlighedsforstyrrelse viste det. Me-ningerne var delte, når der skulle konkluderes på resultaterne fra de eksperimentalpsykologiske forsøg og undersøgelser. Hovedrepræsentanten for den såkaldte Nancy-skole, Hippolyte Bernheim, hævdede, at størstedelen af befolkningen var hypnotisabel, og at mange ved provokeret somnambulisme kunne forvandles til ”automater”, der blindt føjede sig efter hypnotisørens vilje og derfor let kunne suggereres til at begå forbrydelser. I sit værk De la suggestion et du somnambulisme dans leurs rapports avec la jurisprudence et la médicine légale (1889) gav advo-katen Jules Liégeois Bernheim ret og udtrykte, at den hypnotiserede måtte betragtes som et sim-pelt instrument for hypnotisørens vilje og derfor var lige så uskyldig som kuglen i en pistol. Kun den, der indgav suggestionen, burde retsforfølges, mente Liégeois. Flere repræsentanter for den såkaldte Pariserskole var imidlertid af den overbevisning, at modstandskraften hos den hypnotise-rede var stor, og at den hypnotiserede derfor til enhver tid ville være i stand til at modsætte sig befalinger, der gik imod hans etiske værdier.
Hypnosen skilte vandene i 1880’erne, fordi flere af de fænomener, som hypnosen fremkald-te, herunder hypermnesi (fremkaldelse af minder, der ikke er tilgængelige i normaltilstanden), hyperæstesi (forøget følsomhed) og øget suggestion, ikke umiddelbart lod sig forklare på et posi-tivistisk-fysiologisk grundlag. Resultatet blev, at den positivistiske psykologi som oftest valgte enten at ignorere de hypnotiske fænomener eller simpelthen nægtede deres eksistens. Forholdet mellem Dr. Jekyll og kollegaen Dr. Lanyon i Strange Case synes at være en implicit reference til disse forhold i 1880’ernes psykologi. Dr. Lanyon, der repræsenterer en ”snæversynet, materialistisk opfattelse” (81), kan ses som et billede på tidens positivister, der kun accepterede skildringer af den menneskelige bevidsthed, der tog udgangspunkt i fysiologien og neurologien, mens Dr. Jekyll, hvis videnskabelige interesser retter sig mod sjælelivets mørklagte regioner og mystik, kan ses som repræsentant for den nye dynamiske psykologi, der søgte at forstå sjælelivet ud fra en ren psykologisk tilgang til psyken og interesserede sig for okkultistiske og parapsykologiske fænome-ner.
Skal man forstå 1880’erne og 1890’ernes litteratur, er det nødvendigt også at forholde sig til de psykologiske skoler og spørgsmål og skikkelser, der levede på kanten af tidens officielle videnskab. Den norske litteraturkritiker Arne Melbergs artikel om Strange Case i Verdens Litteraturhistorie er et eksempel på litteraturhistoriens stereotypiserede billede af Strange Case og undervurdering af påvirkningen fra den ikke-positivistiske psykologi. Ifølge Melberg handler Strange Case om ”fascinationen af videnskabens muligheder, uroen over for udviklingslærens antydning af vores primitive rødder samt det sociale livs dobbeltmoral og klassemodsætninger”. Evolutionsteorien og hybrider af denne (herunder degenerationstanken), spiller ganske vist en væsentlig rolle i værket, men det er symptomatisk, at Melberg ikke nævner indflydelsen fra den ikke-positivistiske tradition og Stevensons forbindelse til fransk psykologi. Det viser sig imidlertid, at læseren går fejl i forståelsen af Stevensons værk, hvis evolutionsteorien bruges som den universelle forståelses-ramme, som det bliver tydeligt i følgende passage:
”Jeg har ved mere end én lejlighed bemærket, at når jeg var i mit andet jeg [my second character¬], virkede det som om mine sanser var skærpede, til de blev sylespidse, og min hele bevidsthed var mere elastisk.” (100)
Læser man fortællingen udelukkende ud fra et evolutionistisk perspektiv, som Melbergs analyse kan give anledning til, kommer man i problemer over for ovenstående citat. Forstås værket inden for rammerne af en darwinistisk ontologi, stemmer passagen nemlig ikke overens med værkets overordnede billede. De atavistiske og patologiske træk, der træder frem i beskrivelserne af Hyde, indikerer, at han må placeres på et lavere evolutionistisk udviklingstrin. Hyde er, med Jekylls ord, ”dyret i mig” (100), han udgør alle de ”lavere elementer i min sjæl” (86) – men hvorfor er intelli-gensen da øget hos Hyde i forhold til hos Jekyll? Degenerationsteorien, den darwinistiske evoluti-onsteori og frenologien kommer her til kort som forklaringsmodeller, og læseren må i stedet vende opmærksomheden mod en indsigt, der ikke havde fået den positivistiske videnskabs blåstempel, men som ikke desto mindre var dukket op i videnskaben med jævne mellemrum siden slutningen af 1700tallet. Det drejer sig om iagttagelsen af, at den hypnotiserede i sin condition seconde opnåede en øget åndelig vågenhed.
I 1784 kunne den franske magnetist (periodens betegnelse for hypnotisør A.M.J. Puységur i værket Mémoires pour servir à l’histoire et à l’établissement du magnétisme animal beskrive, hvordan patienten Victor, der vel at mærke i normaltilstanden med Puységurs ord var ”en yderst indskrænket bonde”, i hypnosen opnåede en øget åndelig klarhed (lucidité) , der gjorde ham i stand til bl.a. at diagnosticere sin egen sygdom, forudsige dens forløb og ordinere en egnet be-handlingsmetode, ligesom han med kyndige råd kunne assistere Puységur i behandlingen af andre patienter. Puységurs iagttagelse er ikke et enkeltstående tilfælde. Lignende opdagelser blev gjort af andre repræsentanter for den animalske magnetisme, herunder C.A.F. Kluge og den kongelige danske livlæge, J.D. Brandis. Selv inden for fransk positivistisk psykologi kan man i 1880’erne og 90’erne finde lignende skildringer. Det er bl.a. tilfældet hos Charles Richet og Alfred Binet, der i 1891 i Les altérations de la personnalité bemærkede, at den hypnotiseredes bevidsthed var ken-detegnet ved en øget vågenhed og følsomhed, hvilket havde fået den positivistiske psykologi til i nogen grad at stoppe undersøgelserne af de hypnotiske fænomener, fordi disse observationer var svært forenelige med det materialistiske grundsyn.
Det er denne tradition inden for videnskaben, Stevenson trækker på, når han i Strange Case lader Jekyll opleve, hvordan han, når han skifter personlighed til Hyde, der ellers må bragtes som værende evolutionistisk underlegen, opnår en øget bevidsthedsmæssig klarhed – på fuldstændig samme måde som det var tilfældet med Azams patient Félida X og mange af de andre skikkelser i randområderne af det nittende århundredes videnskab. Stevenson kom altså ikke sovende til succesen. Han var forberedt til fingerspidserne, da han en nat i efteråret 1885 lukkede øjnene og drømte om Dr. Jekylls indtagelse af det kemiske præparat og personlighedsskiftet til Edward Hyde. Da Hyde dukkede frem af drømmens tåger, faldt de teoretiske brikker, Stevenson havde arbejdet med, pludselig på plads i ét og samme billede – og dermed var skabelsen af én af littera-turhistoriens mest gådefulde og berømte skikkelser sket. Men det er nødvendigt at have udkanten af den officielle videnskab for øje, hvis man vil forstå Strange Case og særligt skikkelsen Je-kyll/Hyde.
Azam, Etienne Eugène: L’hypnotisme, double conscience et altérations de la personnalité. Paris: B. Baillière, 1887.
Barrows, Susanna: Distorting Mirrors. Visions of the Crowd in Late Nineteenth-Century France. Yale University Press, 1981.
Bernheim, Hippolyte: Die Suggestion und ihre Heilwirkung. Autorisierte deutsche Ausgabe von Dr. Sigmund Freud. (Oversat fra De la suggestions et de ses applications à la thérapeutique. 2. udga-ve Paris 1888). Leipzig og Wien: Tübingen, 1985.
Binet, Alfred: Les altérations de la personnalité. Paris og Montréal: L’Harmattan, 2000.
Brandell, Gunnar: Freud og hans tid. København: Gyldendal, 1995.
Brandes, Georg: ”Dyret i Mennesket”, in: Samlede Skrifter, bind VII. København: Gyldendal, 1901.
Breuer, Joseph og Freud, Sigmund: Studien über Hysterie. Frankfurt am Main: Fischer Taschenbuch Verlag, 1997.
Crocq, Dr.: l’Hypnotisme et le crime. Bruselles: Henri Lamertin, 1894.
Delbœuf, Joseph: Le magnetisme animal. A propos d’une visite à l’école de Nancy, in: Le sommeil et les rêves et autres textes. Paris: Fayard, 1993.
Ellenberger, Henri F: The Discovery of the Unconscious. The History and Evolution of Dynamic Psy-chiatry. New York: Basic Books, 1970.
Hacking, Ian: Rewriting the Soul. Multiple Personality and the Sciences of Memory. Princeton og Chichester: Princeton University Press, 1998.
Hamsun, Knut: Sult. København: Gyldendal, 1964
Hansen, Uffe: Conrad Ferdinand Meyer: ”Angela Borgia”. På halvvejen mellem Salpêtrière og Ber-gasse. København: s. n., 1983.
Hertel, Hans (red.): Verdens litteraturhistorie. Bind 5. 1830-1914. København: Gyldendal, 1995.
Janet, Pierre: l’Automatisme psychologique. Paris: Editions Odile Jacob, 1998.
Nietzsche, Friedrich: Jenseits von Gut und Böse, in: Werke in drei Bänden, Band III. Köln: Köne-mann, 1994.
Puységur, Marquis A. M. J. Chastenet de: Mémoires pour servir à l’histoire et à l’établissement du magnétisme animal. In: Aux sources de l’hypnose. Paris: Imago, 2003.
Stevenson, Robert Luis: Dr. Jekyll og Mr. Hyde. På dansk ved Arne Herløv Petersen. Viborg: Fre-mad, 1985.
Taine, Hippolyte: De l’intelligence. Paris: Librairie Hachette, 1903.
Wilde, Oscar: The Picture of Dorian Gray. London: Penguin Books, 1994.