Kasper Christiansen
Kontakt
Artikler

Antoni Gaudí & gotikken

Fra arabisk arkitektur til La Sagrada Familia

En bys arkitektur afspejler som bekendt byens historie. I Barcelona skal man kigge langt efter renæssance- og barokarkitektur, for da denne byggestil kom på mode var Barcelona for længst sygnet hen som en provins i det enorme habsburgske rige. Derimod er den gotiske arkitektur allestedsnærværende i Barcelonas historiske centrum, der ikke for ingenting bliver kaldt Barri Gòtic, det gotiske kvarter.

Dette område, der ifølge kulturhistorikeren Robert Hughes har Europas bedst bevarede samling af gotisk arkitektur fra perioden mellem det 13. og det 15. år-hundrede, fortæller historien om Barcelonas storhedstid i middelalderen. I denne periode, hvor Catalonien endnu var selvstændigt, oplevede byen en enorm velstand oven på Cataloniens fore-ning med Aragonien i 1137. Jaume I’s erobring af Mallorca nytårsdag 1229 betød starten på en ekspansionsperiode, der satte gang i handlen, bragte store rigdomme til kongeriget og gjorde det catalanske sprog til ét af de mest talte i Middelhavets havnebyer. De store rigdomme finansierede mange af de gotiske byggerier, man i dag kan se i Barcelona.

Blandt de gotiske kirker træder særligt tre værker i forgrunden: Santa Maria del Mar, Santa Maria del Pi og katedralen La Seu. Disse tre kirker bliver påbegyndt i perioden fra slut-ningen af det 13. til starten af det 14. århundrede, og næsten hele befolkningen deltog i kon-struktionen, hvilket forklarer byggeprocessens hurtige fremgang.

At de tre kirker blev opført i en periode, hvor pesten kom til området (1348) og dræbte en stor del af befolkningen, gør ikke bedriften minde imponerende. Netop som en konsekvens af pestepidemierne begyndte man i 1401 opførelsen af endnu et gotisk mesterværk, byens nye store hospital, Hospital de Santa Creu. Hospitalet, der i dag huser to biblioteker, en kunstskole og Instituttet for Catalanske Studier, er et fornemt eksempel på et gotisk sekulært byggeri, men gårdhaven i to etager viser dog tydelig påvirkning fra klostergårdene. Hospitalet blev bygget på den anden side af den nye bymur, der var blevet opført under Jaume I, og som løb langs floden Cagallel (der hvor Ramblaen ligger i dag), for at isolere de syge. Til Barcelonas sekulære gotiske mesterværker hører også palæerne i Montcada-gaden, hvor byens rige handelsmænd bosatte sig i det 14. århundrede, Palau de la Generalitat på Plaça Sant Jaume, bygningen, hvor Cataloniens delstatsregering i dag har til sæde, og rådhuset på den anden side af samme plads. Lidt læn-gere mod nordvest i det gotiske kvarter finder man Plaça del Rei, hvorfra kongeriget Aragoni-en-Catalonien blev styret i Middelalderen. Her ligger byens Historiske Museum (MHCB), der foruden de spændende romerske udgravninger bl.a. også byder på besøg i den imponerende gotiske Saló del Tinell. Ifølge nogle historikere var denne sal med de enorme kilestensbuer ste-det hvor Ferdinand den Katolske modtog Columbus, da han vendte tilbage fra sin første rejse til Amerika.

Gaudí og gotikken

Antoni Gaudí, der blev født i 1852, voksede op blandt en generation, der følte en særlig drag-ning mod middelalderen og dens arkitektoniske frembringelser. For Gaudí og hans samtidige repræsenterede denne periode en svunden tid, hvor Catalonien endnu var selvstændigt, og hvor den catalanske kultur havde nået et hidtil enestående højdepunkt. Med renæssancen (la renaixença), der slog igennem i løbet af 1870’erne i Catalonien, ville man forsøge at genskabe denne storhedstid, netop ved at rette blikket mod middelalderen og hente inspiration i dens kunst, håndværk og arkitektur. Inden for arkitekturen rettede man således især blikket mod middelalderens dominerende byggestil, gotikken. Gotikken tog sit udspring i Frankrig i midten af det 12. århundrede og blev en paneuropæisk modestil omkring 1250. Den cisterciensiske munkeorden spillede en hovedrolle i udbredelse af den nye byggestil, da den opførte klostre i såvel England, Tyskland, Catalonien, Italien og Skandinavien. Gotikken bragte en række bane-brydende byggetekniske opdagelser med sig. Med disse teknikker kunne man bygge højere og bredere, end det før havde været muligt. Brugen af sprængbuer og stræbepiller gjorde det muligt at lave enorme, himmelstræbende hvælvinger og lofter. Gotikken kom forholdsvist sent til Spanien. I Barcelona blev gotikken den dominerende byggestil i slutningen af det 13. år-hundrede, men dominerede så til gengæld arkitekturen til langt op i det 16. århundrede. Den sidste bygning opført i ren romansk stil i Barcelona er Santa Lucia-kapellet (afsluttet i 1268), som ligger i forlængelse af Barcelonas katedral La Seu.

Den catalanske variant af den gotiske byggestil er karakteriseret ved store, uornamenterede vægflader, der får kirkerne til at ligne rene fæstningsværker. Efter gennem århundreder at have levet i grænselandet, hvor kampene mellem maurere og kristne stod på, havde catalanerne vænnet sig til at bygge borge og fæst-ninger. I modsætning til nordeuropæiske kirkers smalle og høje form, er de gotiske kirker i Catalonien brede og tunge i byggestilen, og deres klokketårne, der ofte er uornamenterede og ottekantede, ender som regel i flade tårne i stedet for i spir. Et andet kendetegn ved den cata-lanske gotik er brugen af den såkaldt catalanske bue, en fladere bue end den typiske gotiske spidsbue, der kan findes overalt i de gamle catalanske områder fra Valencia, over Mallorca til Perpignan.

Gennem studierne af de gotiske mesterværker lærte Antoni Gaudí om arkitekturens grundlove, om begreber som bæredygtighed og strukturernes vægt og tryk. Da den catalanske arkitekt flyttede til Barcelona, kom han (på adressen Espasería nr. 10) til at bo blot et stenkast fra gotikkens kronjuvel, kirken Santa Maria del Mar. Ingen anden gotisk kirke i Europa er byg-get med større afstand mellem søjlerne: de slanke 8-kantede søjler står med godt 13 meters mellemrum. Kirken var blevet påbegyndt i 1329 og stod i sin grundform færdig allerede i 1383, kun 54 år efter sin begyndelse, men senere elementer blev tilføjet kirken over de næste år-hundreder.

Gaudí og neogotikken

Indflydelsen fra gotikken kan ses i hele Gaudís værk, men særligt i perioden fra midten af 1880’erne til slutningen af 1890’erne er de gotiske elementer dominerende. Efter en kort peri-ode med påvirkning fra den arabiske arkitektur og mudéjar-arkitekturen (en kristen arkitektur udført af arabiske lejesvende), som det ses særligt tydeligt i Casa Vicens (1883-1888), begyn-der Gaudí at fatte en stadig større interesse for middelalderens kristne arkitektur. Bygningerne fra de følgende år indeholder alle gotiske elementer: Finca Güell, Palau Güell, El Colegio de les Teresianes og Cripta de la Colonia Güell, der befinder sig i Barcelona og omegn, men også Palau Episcopal de Astorga og Casa de los Botines, der blev opført i Nordvestspanien. Bygnings-værkerne tilnærmer sig middelalderlige borge, slotte og paladser og bruger elementer som heraldik, murtinder, dybe kældre, osv. Et andet, lidt senere værk, der i mere end én forstand henter inspiration fra den catalanske middelalder, er bygningen Bellesguard (1900-1909). Bel-lesguard havde en særlig betydning for catalanerne, for det var her, at Martin den Menneskelige (1356-1410), den sidste catalanske konge, der regerede Catalonien og Aragonien fra Barcelona, havde haft sin sommerresidens, og var blevet med Margarida de Prados i 1409. Gaudí færdiggjorde bygningen på 500-året for brylluppet, og gjorde, som en hyldest til gotikken, flittig brug af den gotiske spidsbue – en form, han ellers har forladt på dette tidspunkt. Gaudí mente, på trods af sin store beundring for gotikken, at byggestilen havde enkelte skønhedsfejl. Han kritiserede løsningen af byggetekniske problemer via sprængbuer og stræbepiller og begyndte efterhånden at foretrække brugen af parablen og kædelinien i stedet for spidsbuen.

Gaudís (neo-)gotiske hovedværk er imidlertid et byggeri, der går på tværs af rammerne for den såkaldt gotiske periode, nemlig La Sagrada Familia. Arbejdet på kirken strækker sig ud over stort hele Gaudís karriere, og han endte med at bruge et halvt menneskeliv på bygningen uden at gøre projektet tilnærmelsesvist færdigt: Da Gaudí døde i 1926 – paradoksalt nok under de høje gotiske stenbuer på et af de gotiske mesterværker, der i så høj grad havde inspireret ham, Hospital de Santa Creu – stod blot ét af kirkens planlagte 18 tårne færdigt, og kun én af de tre kirkefacader var afsluttet. Gaudí arbejdede på kirken i 43 år og koncentrerede sig fra 1918 udelukkende denne bygning, ja han endte endog med at bosætte sig i kirken de sidste år af sit liv for at hellige sig projektet fuldt ud. Byggeprojektet var, allerede inden Gaudí kom til, gotisk. Den første arkitekt, Francisco de Paula de Villar, havde tegnet skitserne til et neogotisk byggeri, men han forlod byggeriet efter uoverensstemmelser med den religiøse fond, der finansierede konstruktionen, og året efter (i 1883) overtog den blot 27-årige Gaudí byggeriet. Undervejs gik projektet i stå i flere omgange, men Gaudí tog de mange byggestop med ophøjet sindsro. Han var klar over, at kirkerne i middelalderen blev bygget over flere århundreder af flere generationer af arkitekter, og han begyndte efterhånden at se byggeriet på La Sagrada Familia som et gotisk projekt i den oprindelige betydning. De gotiske kirkeprojekter havde ofte udviklet sig til sande evighedsbyggerier, det var byggeprojekter under en tidløs, religiøs horisont: domkirken i Köln blev påbegyndt i 1248 men stod først færdig i 1880’erne. Omtrent det samme gælder La Seu, katedralen i Barcelona: kirken blev påbegyndt i 1298 og stod færdig i sin grundform i 1441, og kirkens store indgangsportal blev først tilføjet i årene 1887-1890. Gaudí erkendte efterhånden, at han ikke ville færdiggøre La Sagrada Familia, og blev efterhånden kendt for sætningen: ”Sankt Josef gør byggeriet færdigt”.

Siden 1987 har den catalanske billedhugger Subirachs arbejdet på vestfacaden, der fremstiller Jesu korsfæstelse, og i øjeblikket arbejder man på sydfacaden og dens fire tårne, der har Jesu liv som tema. Netop i disse dage foregår arbejdet med at rejse Maria-tårnet, der vil blive kirkens hidtil højeste (120 meter). De nuværende tårne måler 109 meter – endnu mangler det store Jesus-tårn, der skal hvile på det centrale kirkerum, og som kommer til at måle 170 meter i højden.

Gaudís eftermæle

Gaudís popularitet styrtdykkede sammen med de andre modernisters i tiden omkring 1. Ver-denskrig, en udvikling, der fortsatte i takt med at funktionalismen vandt terræn som arkitekto-nisk modeideologi. Paradoksalt lovpriste funktionalister som Frank Lloyd Wright og Walter Gro-pius selv Gaudí offentligt, og Le Corbusier udtrykte sin begejstring over, at det var lykkedes den catalanske arkitekt at få det bølgende tag på skolen ved La Sagrada Familia til at bære. I løbet af 1960’erne genopstod interessen for den catalanske arkitekt imidlertid, og sin endelige anderkendelse fik Gaudís værk for alvor, da han i 1984 fik flere af sine værker på UNESCO’s Wolrd Heritage List. Netop i disse år arbejder en af verdens mest populære arkitekter, en an-den spanier, valencianske Santiago Calatrava, under direkte indflydelse af Gaudís arkitektur. Hans brug af glasmosaikker, der optræder så mange steder hos Gaudí, er ét af elementerne, der går igen hos Calatrava. Et andet er kædelinien – formen som Gaudí fandt frem til gennem sin omarbejdelse af arven fra gotikken.


Forslag til videre læsning

  • Hughes, Robert: Barcelona. Vintage, 1992.
  • Bassagoda, Antoni: Antoni Gaudí. Salvat editores, Barcelona 1985.
  • Van Hensbergen, Gijs: Gaudí. Harpercollins, 2004.
  • Zerbst, Rainer: Antoni Gaudí. Taschen, 2002
ASTA - Association Society of Travel Agents
Enoturisme Penedès
Catalunya Gastronomía
Visa, Mastercard, Amex